Sidder du og keder dig, og ved du ikke rigtigt hvad 1. Januar skal bruges til?
I så fald kan du få dig en ekstra oplevelse, hvis du er til de helt store flyvemaskiner. I dag genindsætter Emirates nemlig deres ikoniske Airbus A380 på ruten mellem København og Dubai. Flyet, med rutenummer EK151, lander i Københavns Lufthavn kl. 12.30 og bringer dermed verdens største passagerfly tilbage til dansk luftrum for første gang siden Covid-19-pandemien.
Den eftertragtede Airbus A380 har længe været et symbol på luksus og innovation inden for kommerciel luftfart. Med sine to etager, rummelige kabiner og premium faciliteter som f.eks. en loungebar ombord, vel at mærke til flyvets Business Class passagerer, tilbyder flyet en rejseoplevelse udover det sædvanlige.
Emirates har været en af de førende operatører af A380 og har gennem de seneste mange år anvendt flyet til at forbinde store globale knudepunkter, herunder København.
En tilbagevenden til normalen
Airbus A380 har været savnet på København-ruten, siden Covid-19 pandemien tvang flyselskaber verden over til at reducere deres flåder og tilpasse sig den lavere efterspørgsel på rejser. Med tilbagekomsten af A380éren sender Emirates et klart signal om stigende efterspørgsel og en genopblomstring af international rejseaktivitet.
Emirates landechef, Morten Balk har overfor Finans udtrykt tilfredshed med udviklingen af København ruten,
– Vi oplever en stadig stigende passagerbelægning på vores flyvninger både til og fra København.
MORTEN BALK, Landechef Danmark, Emirates
– A380’eren skal imødekomme den efterspørgsel og tilbyde kunderne en unik rejseoplevelse
Hvad betyder det for passagererne?
Genindførelsen af A380 betyder flere sæder og bedre komfort for rejsende. Den flykonfiguration Emirates bruger på København ruten har kapacitet til 615 passagerer fordelt på Business Class og Economy.
For passagerer på Business Class bydes der på flat-beds og adgang til den føromtalte loungebar, hvor du kan nyde en drink og lidt snacks i hyggelig snak med dine medpasssagerer. Også rejsende på Economy har været svært begejstrede for A380éren, hvor tilbagemeldingerne er at muligheden for at gå omkring i det store fly, sammenholdt med rummelige sæder og Emirates populære underholdningssystem gør maskinen til et hit blandt passagererne.

Fremtiden ser lys ud
Med Airbus A380 tilbage i København tager Emirates endnu et skridt mod at genskabe deres globale netværk på samme niveau som før pandemien. Ruten mellem København og Dubai er en vigtig forbindelse for både fritids- og forretningsrejsende, og A380’erens tilbagevenden styrker rutens status som flyselskabets nøgleforbindelse mellem Skandinavien og Mellemøsten.
Det skal blive interessant at følge udviklingen i salgstallene, og se hvorvidt man kan forvente yderligere udvidelser på ruten i fremtiden. Før Covid-19 pandemien var der gisninger om at indføre en aftenafgang på København – Dubai, noget som en af flyselskabets store konkurrenter, Qatar Airways, har haft stor succes med.
Rejsende, flyentusiaster og lufthavnspersonale kan som sagt om få timer fejre denne historiske tilbagevenden. Airbus A380’s ankomst kl. 12.30 bliver et spektakulært syn og en påmindelse om luftfartens evne til at overvinde selv de største udfordringer.
Emirates kommer til at flyve dagligt med A380 på København, så der bliver rig mulighed for at opleve flyet i København fremover.
Se video fra landingen d. 1. januar nedenstående.