Den 9. november fløj SAS sidste gang på ruten mellem København og Shanghai, som det skandinaviske luftfartselskab havde fløjet på siden 2004. Dog med et par afbrydelser undervejs, og den seneste under Covid-19 pandemien i 2020.
Det efterlod samtidig Københavns Lufthavn uden direkte forbindelse til den kinesiske storby og vigtige forretningscentrum i den østlige del af Kina. Men nu tyder meget på at Københavns Lufthavn i denne omgang, kun kommer til være uden direkte forbindelse til Shanghai i ca. 8 måneder.
Ruten til Shanghai forventes at starte i midten af juli måned
Torsdag d. 10. april offentliggjorde kinesiske CAAC (Civil Aviation Administration of China) de seneste internationale rutegodkendelser. Iblandt disse var godkendelse af en ansøgning fra China Eastern Airlines om fire ugentlige afgange mellem Shanghai og København.
Godkendelsen fra CAAC: 国际航线审批结果公开(C2025003)
Herudover har China Eastern søgt såkaldte slots i Københavns Lufthavn for en ruteopstart fra d. 17. juli med tre ugentlige afgange. Der er tale om flyvning mandag, torsdag og lørdag med ankomst København kl. 19.00 og afgang igen kl. 21.00 på rutenumrene MU707 og MU708.
Desuden cirkulerer der på kinesiske sociale medier information, der tilsyneladende stammer internt fra China Eastern, og som bekræfter ovenstående. Dvs. opstart d. 17. juli og tre ugentlige afgange. Herudover angives flytype som Airbus A330-200, der hos China Eastern har 30 sæder i business class og 202 sæder i økonomiklasse. Det vil sige 232 sæder i alt.
Airbus A350-900 nævnes dog også som alternativ flytype, hvor China Eastern har en decideret første klasse med 4 sæder. Total antal sæder på denne type er 288.
Bemærk at selvom godkendelser og slots er på plads, så der endnu ikke nogen officiel annoncering eller tilkendegivelse af ruten.
Kommende samarbejde mellem China Eastern og SAS?
China Eastern indgår som SAS i Skyteam alliancen, og det vil være oplagt at der kommer en eller anden form for samarbejde mellem de to selskaber, såfremt Shanghai ruten bliver en realitet.
CEO fra SAS Anko van der Werff har da også tidligere udtalt, at han godt kunne se et potentielt samarbejde med China Eastern. Det skete tilbage i november 2023 i et interview med The Points Guy, efter det stod klart at SAS ville forlade Star Alliance til fordel for Skyteam.
Thinking ahead, we would also like to see what we can do on the Asia side, such as China Eastern, or Korean Air.
Anko van der Werff, CEO Scandinavian Airlines
Link til artikel fra The Points Guy: Scandinavian Airlines updates SkyTeam timing as it charts its path out of bankruptcy
Første af flere selskaber fra Skyteam som er på vej til København?
Såfremt China Eastern åbner rute til København, bliver det desuden det første nye Skyteam selskab som gør sin entre i danske marked efter at SAS har skiftet alliance.
Som tidligere omtalt er der desuden meget som peger i retning af, at Vietnam Airlines der ligeledes indgår i Skyteam, i slutningen af året vil åbne en rute til København.
Link: Vietnam Airlines tættere på rute til Københavns Lufthavn
For nuværende er det kun 5 ud af 18 aktive flyselskaber i Skyteam som har egne ruter til København. Det er Air France, Delta Air Lines, KLM, Middel East Airlines og SAS.
Der er således 13 selskaber i Skyteam som ikke er online på Københavns Lufthavn, og kan være potentielle kunder i fremtiden.
Det drejer sig om Aerolíneas Argentinas, Aeromexico, Air Europa, China Airlines, China Eastern, Garuda Indonesia, Kenya Airways, Korean Air, Saudia, TAROM, Vietnam Airlines, Virgin Atlantic og Xiamen Airlines.
På den helt korte bane er de mest realistiske naturligvis China Eastern og Vietnam Airlines, der forhåbentlig sker allerede i år. Men selskaber som Aeromexico, Air Europa, Kenya Airways, Korean Air, Saudia og TAROM kunne også meget vel, tænkes at komme online på Københavns Lufthavn inden for de kommende år.