Som tidligere omtalt her på CPHspotlight, så har Vietnam Airlines gennem længere tid overvejet mulighederne for en direkte rute til København:
Læs også: Vietnam Airlines tættere på rute til Københavns Lufthavn
Nu har planerne endelig udmøntet sig til blive en realitet, og fra d. 16. december 2025 åbner selskabet en direkte rute fra Ho Chi Minh i City i det sydlige Vietnam til København. Der bliver tre ugentlige afgange fløjet med en Boeing 787-9 Dreamliner, som har plads til 274 passagerer fordelt på tre klasser.
Der bliver afgang fra Ho Chi Minh City om aftenen kl. 22.45 hver mandag, onsdag og fredag. Ankomst København er den efterfølgende morgen kl. 06.00.
Afgangen fra København bliver således tirsdag, torsdag og lørdag, hvor der flyves kl. 10.50. Ankomst Ho Chi Minh City er tidligt morgenen dagen efter kl. 04.30.
Det er den første rute nogensinde mellem Skandinavien og Vietnam, og det vækker naturligvis glæde i Københavns Lufthavn at det er lykkes at tiltrække Vietnam Airlines:
Det er en fantastisk nyhed, at vi kan byde velkommen til Vietnam Airlines i Københavns Lufthavn og en direkte rute til Vietnam. Det skaber endnu bedre forbindelser for rejsende ud af København – og giver flere muligheder for turister og forretningsrejsende, der skal til Danmark
Peter Krogsgaard, Kommerciel Direktør Københavns Lufthavn
Vietnam er i hastig udvikling med en buldrende økonomi, og Ho Chi Minh City er landets handelscentrum. Derfor er der gode muligheder for, at danske virksomheder vil få stor gavn af de direkte flyvninger mellem Danmark og Vietnams største by
Forbindelse til stor Skyteam hub i Asien
Med ruten til Tan Son Nhat lufthavnen i Ho Chi Minh får Københavns Lufthavn direkte forbindelse til af de største lufthavne i Sydøstasien og en stor Skyteam hub. Sidste år betjente lufthavnen lige under 40 millioner passager, og havde et tæt netværk til hele Asien.
Vietnam Airlines er som SAS medlem af Skyteam alliancen, og det vil være nærliggende at der i forbindelse med denne ruteåbning kommer et tættere samarbejde mellem de to selskaber. Det er dog endnu ikke noget der foreligger oplysninger om på nuværende tidspunkt.
Da denne rute er en hub-to-hub rute, vil der være behov for feed i begge ender for at sikre et tilstrækkeligt passagergrundlag og rutens succes.
Fokus for ruten er turist-trafik fra det nordlige Europa til Vietnam
De seneste år er der blevet knyttet stadig tættere forbindelse mellem dansk erhvervsliv og Vietnam. Der har været adskillige handelsfremstød og mange danske virksomheder har investeret i Vietnam og er etablerede på markedet derude. F.eks. har LEGO bygget egen fabrik i Vietnam.
Der er således et vist grundlag for forretningstrafik mellem Danmark og resten af Norden til Vietnam, men det store trafikgrundlag skal findes i turiststrømmen til det varme og eksotiske Vietnam.
Vietnam satser i øjeblikket hård på tiltrække flere turister til landet og i større grad konkurrere med Thailand om de europæiske turister. I 2024 besøgte ca. 37.000 danske turister Vietnam, samt 34.000 fra Sverige og 28.000 fra Norge.
Fra Danmark er der tale om en vækst i antallet af turister på 22% i forhold til året før i 2023, og to cifret vækst er fortsat ind i 2025.
Ruten til Ho Chi Minh har alle forudsætninger for styrke antallet af turister fra Skandinavien til Vietnam i de kommende år.
København bliver kun 6 destination i Europa for Vietnam Airlines
Sammenlignet med mange af de andre store flyselskaber i Asien, så har Vietnam Airlines for nuværende et relativt begrænset rutenetværk til Europa.
I øjeblikket flyver Vietnam Airlines fra både Hanoi og Ho Chi Minh til London Heathrow, Frankfurt, Paris og München. Herudover åbnes der den 1. juli en ny direkte rute mellem Hanoi og Milano i Italien. Selskabet har desuden lige genoptaget sin rute til Moskva fra Hanoi som blev fløjet inden Covid-19.
Sammen med Milano bliver København således de to nye de europæiske destinationer som Vietnam Airlines tilføjer i løbet af 2025. Udover Vietnam Airlines er det kun Air France som flyver mellem Europa og Vietnam med en rute mellem Paris og Ho Chi Minh.
Hermed skriver Københavns Lufthavn sig ind i en eksklusiv klub af europæiske lufthavne, der har Vietnam Airlines som kunde og kan tilbyde direkte flyvninger til Vietnam.