SAS fortsætter sin ambitiøse oprustning og opbygning af København som en Global Hub. Nu vender selskabet også tilbage til Indien.
Med 5 ugentlige afgange mellem København og Mumbai vender SAS tilbage til det Indiske marked igen efter 17 års fravær. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse onsdag formiddag. Med rutenumrene SK969 og SK970 vil SAS flyver mellem København og Mumbai tirsdage, torsdage, Fredage, lørdage og søndage, med returafgange fra Mumbai mandage, onsdage, fredage, lørdage og søndage.
Rutetiderne indikerer at her er tale om at forbinde Indien med Europa og ikke mindst Nord Amerika via København. Det er da også noget SAS selv italesætter i pressemeddelsen,
“Indien er et centralt globalt marked – både med hensyn til stigende efterspørgsel og økonomisk betydning. Med denne nye rute bidrager SAS til at styrke Københavns rolle som et globalt knudepunkt, samtidig med at det understøtter øget forbindelse mellem Indien og Nordeuropa samt mellem Indien og Nordamerika.”
Anko van der Werff, President & CEO SAS

SAS pointerer selv at rutetiderne er planlagt for at sikre nem forbindelse til større destinationer i Skandinavien, Europa og Nordamerika, og lægger særligt fokus på Boston, New York og Toronto.
I det hele taget tyder det på at SAS har store forventninger til ruten, således lægger man vægt på de stærke skandinaviske forretningsforbindelser i regionen og en voksende efterspørgsel blandt rejsende.
IndiGo også på vej til København
Mens SAS nu offentliggører ruten mellem Mumbai og København, har man længe ventet på den officielle annoncering af en rute fra det Indiske flyselskab IndiGo. Indigo´s CEO, Pieter Elbers, har selv været ude for kort tid siden og fortælle at det storsatsende Indiske selskab har planer om at lancere en rute til København, og at denne allerede kunne få premiere fra den kommende vinter. Det står dog ikke klart hvorvidt denne rute skulle flyves fra Delhi eller Mumbai, men såfremt IndiGo og SAS vælger at indgå i et samarbejde, som man meget vel kunne forestille sig, så ville det være helt naturligt at Inderne tager sig af Delhi mens SAS tager Mumbai.
Og hvorfor kunne man så forestille sig et samarbejde. Jo, såmænd fordi at Indigo netop har indgået i et samarbejde med SAS partnere fra Skyteam, Air France /KLM (som jo ejer 20% af SAS), Delta Airlines og Virgin Atlantic.
Dermed ville det også være ganske naturligt at der kom et samarbejde i stand mellem IndiGo og SAS, og således ville man kunne feede hinandens netværk.
Læs iøvrigt mere om IndiGo´s planer om København lige her
Rutetider
Med rutetiderne vil man have gode forbindelser begge veje til og fra Nord Amerika, ligesom der også vil være gode forbindelser til SAS store Europæiske netværk.
Ugedag | København | Mumbai |
Tirsdag | 13:10 | 01:30 |
Torsdag | 13:10 | 01:30 |
Fredag | 13:10 | 01:30 |
Lørdag | 13:10 | 01:30 |
Søndag | 13:10 | 01:30 |
Ugedag | Mumbai | København |
Mandag | 06:00 | 11:45 |
Onsdag | 06:00 | 11:45 |
Fredag | 06:00 | 11:45 |
Lørdag | 06:00 | 11:45 |
Søndag | 06:00 | 11:45 |
Ruten vil blive fløjet med en Airbus 330 med Business Class, Premium Economy (SAS Plus) og Economy (SAS Go).